Accepterede kreditkort

FAQ

Her kan du finde svar på en masse spørgsmål om folier, leasning, montering og tips til, hvordan du får pynten af igen.

Vi starter med...

MONTERINGSVEJLEDNING

Du kan sagtens selv montere dine dekorationer i folie, som består af tre lag: Bagpapir, folie og transparent applikerings/overføringstape øverst. Skraber til montering medfølger. Du skal blot læse vejledningen nøje, før du går i gang, og så følge vejledningen trin for trin.

Dette skal du bruge for et godt resultat

* Vand med neutralt, silikonefri opvaskemiddel, klud/svamp og vaskeskind

* Sprit eller glasrens + blød klud

* Folieskraber, medfølger

* Målebånd, hvis du er perfektionist

* Hobbykniv, hvis du får brug for at forkorte en ranke ellerdele et motiv op fx en stor deco

* Malertape, til klæbetest og perfekt placering af motivet

Bemærk Folien vil ikke klæbe ordentligt på blødgjort og smudsafvisende plast fx en dørliste. Og bilen fanger: Du kan ikke flytte den, når den først er monteret.

Rengøring er det absolut vigtigste for et godt resultat; voks og især nanobehandling af din bils overflade kan være svær at fjerne. Vask overfladen med vand med neutralt opvaskemiddel, tør efter med vaskeskind.  Spray sprit eller glasrens på og tør grundigt efter med en tør, blød klud.

Klæbestest Sæt et stykke malertape på og mærk efter, om den klæber, som den skal

Fixering Der er tre lag i din foliedekoration: Bagpapir, folie og applikationstape. Sæt motivet fast med et stykke malertape i hver ende, så det let kan flyttes, mens du måler og bedømmer. Gå på afstand og vurdér. Sidder det korrekt?

Montering Sæt så et ”hængsel” af tape på den længste af dekorationens sider og fjern fixeringstapen. Løft så motivet og træk nu forsigtigt bagpapiret af. Er det et lille motiv, op til a4 størrelse, kan du fjerne hele bagpapiret. Er det større, start da med ca. en tredjedel af motivet og fat skraberen. Skrab så med bløde, overlappende bevægelser og fast hånd, som når man tapetserer, så du undgår luftbobler. Træk mere af bagpapiret af. Skrab igen osv., til motivet sidder lige i øjet.

Næsten i mål Nu er du lige ved og næsten. Skrab hårdt efter én gang til, og hvis der er små ujævnheder/bølger i overfladen, så tryk efter med fingrene. Du mangler kun at trække applikationstapen og malertapen forsigtigt af. I denne proces skal du ikke bruge skraberen! Færdig, du er i mål!

Tillykke med din ”nye” bil

 

KAN MAN FÅ HJÆLP TIL MONTERING?

Ja, hvis du ikke selv tør kaste dig ud i montering - og du ikke kender en fingernem faster, fyr eller frisk veninde - kan du booke en tid hos den nærmeste fagmand og tage din foliedekoration med under armen. Uanset hvor du bor i landet, er der aldrig længere end tre kvarter til en af folieeksperterne, som er samlet i det, som tidligere hed Skiltefaggruppen, men som nu har skiftet navnm til Skiltebranchen.

Du kan finde dem på http://www.skiltebranchen.com/

Regn med, at det vil koste en timeløn...

MÅ MAN SÆTTE FOLIE PÅ EN LEASET BIL?

”Det er ikke noget problem i forhold til leasing - blot man anvender en god folie”.

Citat: direktør Niels Bjørn Jacobsen, Henrik Larsen Automobiler A/S


"Vi har ikke nogen nedskrevet regelsæt om dette, men det er jo sådan at når en leasingbil kommer tilbage bliver den gennemgået for evt. fejl og mangler, og kunden får derefter en regning på, hvad der skal udbedres. Er en bil pakket helt ind i folie skal der bruges ca. to til fire timer for at fjerne dette - er det en streamer eller lignende, er det ikke noget vi vil tage penge for".

 Citat: Salgschef Bjarne Poulsen, Peugeot Lyngby

HVAD ER DET FOR EN SLAGS FOLIE, DER BRUGES?

I shoppen findes der to typer dots & decals: Nogle er printet, andre er skåret. For begge folier gælder det, at de er meget klæbende – de kan altså ikke pilles af en pilfinger på p-pladsen, og de falder ikke af, fordi du kører bilen gennem en vaskehal eller en snestorm. Folierne er desuden modstandsdygtige overfor olie og benzin, hvilket jo i sig selv er ret så smart på en bil, mc eller båd.

Printede dots & decals fx Artdots, polkadots og Royal Tattoos er printet på S56P folie, som er en 75 my kraftig, hvid, blank 5 års bilfolie med air escape luftkanaler, der giver et rigtig godt resultat uden bobler, selv om man ikke har prøvet det før. Foliens kvalitet gør, at du får et virkelig flot print. Grå permanent solvent akrylklæb giver en god dækevne, så du også kan sætte det på et flerfarvet underlag.

Folien er lamineret med MacTac PrintCover 899 laminat. Overfladefinish er en UV og slid-beskyttende højglans laminat, som bidrager yderligere til en let montering. Mere teknisk? En 70 µm monomerisk kvalitets laminat. God all-round. Blank, transparent PVC-folie, som yder både mekanisk- og UV-beskyttelse. Solvent akryl klæber.

Yderste, beskyttende lag er en transparent applikerings/overføringstape, som foruden at holde sammen på alle detaljer i dekorationen også beskytter printet eller bilfoliens blanke laminat imod ridser under opbevaring, forsendelse og ikke mindste monteringen, hvor en plastskraber, der har været tabt på jorden, kan anrette betydelige skader. Teknisk hedder det HT 95 applikering, det er kraftigt klæbende, 3,5 N/25 mm. God transparens gør den egnet til flerfarve foliesamlinger og til montering, hvor det kan være en fordel, at man kan se underlaget. Foretrækkes af mange for sin overflade, som skrabere glider meget let på.

Skårne dots & decals fx ensfarvede Basisdots, Cutdots, ranker og flower decals som Fantasy er skåret i fuldfarvet, fed, lækker folie, som hedder Oracal 751 C High Performance Cast. Det er en meget fleksibel og holdbar, støbt folie, som er let at arbejde med. Den er modstandsdygtig overfor vind og vejr. Holdbarhed mellem fem år (metallic), syv år (farvede) og otte år (sort og hvid).

OBS Alle dots & decals kan også fås i wallfolie, som hedder MacTac WallWrap 300 folie. Folien er en mat 100 my, 4 års vægfolie til walldeco inde, samt kort tid ude. Wallfolie er uden laminering.

KAN MAN MONTERE DOTS & DECALS PÅ ANDET END BILER?

Ja, uanset om dine dots & decals er skåret eller printet, er det selvklæbende stickers, der er lamineret til udeliv, og de kan sættes på alle glatte flader. De kan ikke klæbe på nuprede, porøse eller imprægnerede flader.

Du kan fx dekorere køleskabet og fryseren, postkassen og kanoen, ruderne udvendig, du kan pimpe din cykel, din mc eller familiens metaltrailer. Du kan pynte din pc, havens hyndeboks eller plaststole – eller stuens 7’er stole. Du kan dekorere trillebøren, dine gummistøvler, en kuffert, cykelanhænger, motorbåd, dine ski, dit skate- eller surfboard. Ja, selv et geværløb kan du pynte med en fin grøn blomsterranke. Og hvis tagboksen ikke er nupret, kan den også få en omgang personlig pynt. Eller giv klodskasserne et pift...

Wallfolier? Det giver sig selv, hvis man er dus med engelsk: De er til væggen. Men de kan også monteres på døre, skabe, møbler osv.

HVORDAN ER FARVERNE I VIRKELIGHEDEN?
Farverne på sitet kan variere fra det faktiske af flere grunde: din skærms indstilling og opløsning er en årsag. En anden er, at der er forskel på mætheden af farven i en printet eller skåret, fuldfarvet folie. Farverne på forsidefanen Farve skema viser - så godt som muligt - farverne i folien Oracal 751 C High Peformance Cast, som bruges til skårne dots & decos. Bemærk dog, at metallic folierne ikke kan gengives med det smukke skin, skær og spil, der er i virkeligheden. På fabrikantens hjemmeside kan du få det bedst mulige bud på, hvordan farven er på de skårne dots & decals. Se mere her http://www.orafol.com/de/support/farbkarten/oracal-751-c-high-performance-cast.html

Farverne på de printede dots & decals lægger sig tæt op ad farverne på de skårne dekorationer, men vil alligevel se anderledes ud bl.a. i farvemæthed. Hvis du vil mixe dots og decals, er det altså en god idé at vælge én type folie. Du får det bedste og mest harmoniske resultat, hvis du fx mixer printede basisdots med organic flower decals. Eller du kan mixe ensfarvede, skårne decals med skårne basisdots, som fås i 30 skønne farver og 4 flot skinnende metallicfolier. 

HVORDAN FÅR MAN FOLIEN AF IGEN?

Fat en god hårtørrer, varm folien op til ca. 35 grader, og du kan trække dekorationen af. OBS Brug samme fremgangsmåde, hvis du f.eks. vil pimpe din cykel, og den først skal strippes for medfødte mærker.

Bemærk: Folier, der har været stærkt opvarmet fx på motorhjelmen, eller mørke folier, som har badet i stærk sol, kan efterlade rester af klæbemiddel: Varm op og opblød det med rensebenzin eller acetone og skrab det af med folieskraber og klud. Samme procedure følges, når du sælger din bil; klargøreren bruger bare ikke hårtørrer, men en varmepistol, måske en varmekabine.

Her er et link til en video lavet med en hårtørrer af en gut, som også har et bilsite, bilpleje.dk: http://www.youtube.com/watch?v=2Zn48lCSJAY

Og her er et link til fjernelse af forskellige typer decals og vinyler: http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=scF0GUJPGo0


MISTER MIN BIL VÆRDI?

Lakken på biler i dag er langt stærkere og langt mere resistent end for bare få år siden, og både folier og klæbemiddel her i shoppen er topkvalitet. I dag hører det med til en almindelig klargøring, når man sælger sin bil, at der skal fjernes klistermærker og streamers for firmaer, foreninger osv. For forhandleren er det hip som hap, om det er den ene eller anden slags dekoration, den ene slags dots eller decals. Med mindre man vælger at sælge bilen, som den er dekoreret. Det gjorde min store datter, da hun satte mig på sporet af denne idé: Hun købte en gammel bil, dekorerede den med prikker og solgte den på få timer med fortjeneste. "Sød, lille prikket bil sælges"...

Med andre ord: Det afhænger af øjet, der ser. Ved at dekorere din bil skaber du en bil med personality. Dét i sig selv er værdiskabende for dig. Du får simpelt hen en bil med en helt særlig signalværdi, en bil som ingen anden...Og er du tilmed indehaver af et firma og har din bil dekoreret med Spotdots, ja, skaber du ny værdi undervejs.


Varekurv
Du har ingen varer i din varekurv.
Newsletter